I England taler man ikke bare om det – her indførte man fra 1. april en ny model for sygehusafregnig, så sygehusene ikke længere får betaling for akutte genindlæggelser der sker inden for 30 dage efter udskrivelse fra en elektiv indlæggelse. Siden januar har jeg besøgt den sundhedsøkonmiske forskningsgruppe ved professor Matt Sutton på universitet i Manchester, og kort tid efter jeg kom inviterede Matt mig til et samarbejde om at se nærmere på netop denne nye betalingspolitik.

Sagen er nemlig ikke nødvendigvis så enkel som min præsentation af logikken ovenfor kunne antyde. Det er klart, at sygehusets anstrengelser ikke er det eneste der har betydning for, om en patient bliver genindlagt eller ikke. Patients tilstand, alder, køn, sygdomshistorie, o.l. spiller også ind. Det samme gælder den pleje patienten får efter udskrivelsen fra sygehuset fx i form af hjemmepleje. Alle disse faktorer bidrager til en given patients sandsynlighed for at blive genindlagt. Man kan derfor overveje, om en politik der alene gør sygehusene (økonomisk) ansvarlige for genindlæggelser kan føre til, at sygehusene vil forsøge at undgå at behandle patienter, som de kan forudsige har en stor risiko for at blive genindlagt.

Visse genindæggelser er så tydeligvis urelaterede til sygehusets behandling ved første indlæggelse, at de er udelukket fra den nye engelske politik. Det gælder fx genindæggelser som følge af trafikuheld, og sygdomme hvor man udskriver patienten velvidende at denne med stor sandsynlighed vil blive akut genindlagt, fx i forbindelse med visse cancer behandlinger. Men for den resterende del af akutte genindæggelser gælder det, at sygehusene selv må bære alle omkostninger forbundet med genindlæggelsen.

Da den engelske politik kun lige er blevet indført, foreligger der af gode grunde ikke data der kan bruges til at måle effekten af politikken endnu. I det projekt om emnet som jeg er i gang med sammen med Matt Sutton og Mickael Bech, bruger vi derfor historiske data til at forsøge at bestemme hvordan forskellige faktorer (sygehusadfærd, patientkarakteristika, pleje efter udskrivelsen samt kvaliteten af patientens praktiserende læge) bidrager til patienters genindlæggelsesrisiko, og dermed hvilke konsekvenser man kan forvente den nye politik vil få.

Vores foreløbige resultater peger på, at en række patientkarakteristika der er kendte ved indlæggelsen kan forudsige patienters genindlæggelsesrisiko. Det betyder, at sygehuse potentielt kan reagere på at blive holdt økonomisk ansvarlige for genindlæggelser de vanskeligt kan påvirke ved ændret behandling, ved enten at beholde patienterne længere i første indlæggelse (evt. på betalerens regning) eller ved at forsøge at undgå patienter der kan blive dyre.

Projektet bliver diskuteret på det engelske møde for sundhedsøkonomer (HESG) i Bangor i Wales, og det nordiske møde for sundhedsøkonomer i Odense i August. Projektet blev omtalt i Ugeskrift for Læger i Maj.

I det hele taget er formidling et populært tema for universiteterne i øjeblikket. I foråret deltog jeg selv i to formidlingskurser. Det ene fokuserede på det mundtlige oplæg (og gerne helt uden powerpoint !). Underviseren var sceneinstruktør Hanna Liv Møller, som på meget fin vis forstod at få løftet alle deltageres formidlingsevner, uanset udgangspunkt. Vi lærte blandt andet at anskue formidlingen som en fortælling der ligesom et godt eventyr skal have en spændende start, og et antal vendepunkter på vej mod klimaks. Hvad der især adskilte dette kursus fra andre formidlingskurser jeg har deltaget i var dog at underviseren her var instruktør, og som sådan ikke var bange for at lade os “tage en scene om” – gentage enkelte elementer af vore oplæg gang efter gang. Det var meget lærerigt.

Det andet kursus satte fokus på hvordan man laver gode powerpoints. Pointen var at bruge billeder og meget lidt tekst og tilgangen var meget mere ekstrem end noget jeg før har set men – tror jeg – ret effektfuld. Når jeg før har brugt billeder i powerpoints har det måske været som en lille figur i et hjørne – men det forvirrer mere end det oplyser fik vi at vide. I stedet skal man – ifølge underviseren – gå meget mere radikalt til værks og lade billederne fylde hele skærmen, og kun medtage en smule understøttende tekst.

Da underviseren – Mikkel Larris – selv er udøvende grafiker fik vi også et par lektioner om copyrightregler, som mange måske nok er tilbøjelige til at glemme, når man lige skal finde et godt billede til en præsentation. Som alternativ fik vi anvist en række hjemmesider med en billeder som man enten betaler et mindre beløb for at anvende, eller som stilles helt gratis til rådighed. Der findes faktisk en del i sidstnævnte kategori, og hvis man har lyst til at have copyright og samvittighed i orden når man slipper kreativiteten løs, kan man finde mange gode sider her.

Apropos kreativitet, så var en anden god pointe fra kurset at man ikke bør starte med at sætte sig foran Powerpoint når man skal igang med lave en præsentation. Den blinkende bullet inspirerer til at man får lavet bullet-liste efter bullet-liste og skaber “slideomenter” som er så teksttunge at de snarere har form af et notat end en præsentation der vækker tilhørernes opmærksomhed. Istedet bør man – ifølge denne skole – begynde med at lave et manuskript e.l. oversigt over det budskab man har tænkt sig at formidle. Herefter kan man inddele et stykke papir  i fx 3×4 felter svarende til 12 mini-slides og tegne sit oplæg – men med fokus på den grafiske opbygning. Først når det er gjort kan man sætte sig til computeren og skabe præsentationen uden at lade sig friste af den blinkende bullet. Har man længere stykker tekst, detaljerede tabeller e.l. kan man lave et lille notat som uddeles til deltagerne ved oplæggets afslutning.

Tilgangen kan virke ekstrem, og det er da heller ikke lykkedes mig selv at implementere den fuldstændigt, men jeg synes godt den kan give et sundt indspark til måden man tænker på præsentationer på. Ifht. undervisning har jeg fundet det særligt udfordrende ikke at producere slideomenter, selvom jeg ikke er sikker på at de virker specielt befordrende for dialogen mellem underviser og studerende. På den anden side fremhæver mange, at slides fulde af tekst  kan være  rare at vende tilbage til for at genkalde sig indholdet af præsentationen/undervisningen, men løsningen kunne jo være i stedet at lave et lille notat med de vigtigste pointer.

Man kan læse mere om “enklere slides” filosofien her og i disse to bøger som jeg har fået anbefalet af en KREVI-kollega der også har set præsentationslyset.

Det første kursus jeg deltog i foregik på et kloster (!) i Tyskland, og løb fra d. 13. til d. 21. august. Kursets titel var Incentives and Behavioral Economics, og det dækkede meget godt indholdet. Første del af kurset underviste Eyal Winter som er økonomiprofessor med speciale i teoretiske incitamentsmodeller. Winter er leder af Center for the Study of Rationality ved Hebrew University, og det kunne i den grad mærkes på hans forskning. Mens forskning inden for behavioral economics (det kommer vi til) gerne henter forklaringer i psykologien på fænomener der ikke umiddelbart passer med standard økonomisk teori, var Winter meget optaget af at holde sig til den basale økonomiske teoretiske værktøjskasse og forklare alt med rationel egennyttemaksimerende adfærd.

Et godt eksempel, som jeg tidligere har diskuteret på disse sider, er crowding out effekter – altså den observation at en øget (monetær) belønning på et område, undertiden kan lede til en reduktion i agenters indsats i stedet for en forøgelse, som standard økonomisk teori ville tilsige. Frey’s motivation crowding teori, forklarer dette med at agenter kan opfatte et økonomisk incitament som styrende/kontrollerende, og reagere negativt herpå. Incitamentet fortrænger den indre motivation, og der kan undertiden observeres et fald i indsats efter belønningen er introduceret. Den forklaringsmodel trækker klart på indsigter fra psykologien, og er jo meget besnærende, men Winter havde et bud på en anden forklaring.

I en situation hvor agenter arbejder på et projekt i et team og udfører sekventielle opgaver, og hvor projektets succes afhænger af den fælles indsats, kan det at principalen øger belønningen for begge agenter føre til at nogle af agenterne efterfølgende reducerer egen indsats i bevidstheden om at de andre agenter nu helt sikkert vil arbejde. Winter kalder dette Incentive Reversal og beskriver det selv således:

Suppose that under the low set of incentives agent i finds it rational to exert effort only when he observes some of his peers doing so, but under the high set of incentives he would choose to exert effort regardless of his peers’ actions. In such a scenario the increase of incentives on part of agent i may rationally decrease the willingness to exert effort on the part of those whom he observes. If effort becomes a dominant strategy for agent i those whom he observe lose the endogenous incentives imposed by agent i. Consequently, the set of players exerting effort in equilibrium can shrink dramatically. (Winter, 2007, p. 1-2)

I teoretiske modeller er der naturligvis altid en række forudsætninger der skal være opfyldt for at resultaterne holder, og man kan altid diskutere rimeligheden i disse, men under alle omstændigheder synes jeg det er meget forfriskende at se en forklaringsmodel der holder sig til standard teoriapparatet. En anden af Winters ideer var rationelle følelser, som nok er at trække apparatet lidt for langt til min smag, men en interessant var det da at høre om. Her er en oversigt over de temaer Winter gennemgik, samt litteraturen.

Til kursets anden del havde arrangørerne hentet Uri Gneezy som nok er mr. spændende-eksperimenter-i–behavioral-economics. Gneezy har været dygtig til at få publiceret en række eksperimenter (både laboratorie- og felteksperimenter) hvor han påviser resultater som ikke umiddelbart kan forklares ud fra de klassiske antagelser om  rationelt nyttemaksimerende individer. Et kendt eksempel er børnehaven i Jerusalem som indførte en bøde for at hente børn for sent og så faktisk oplevede en stigning i antallet af for sent hentede børn.

I sine diskussionsafsnit er Gneezy  ikke bange for at trække på psykologiske forklaringer, men det der slog mig under hans forelæsninger er, at han ikke gør noget for at sandsynliggøre at forklaringen så rent faktisk også skal findes her – han påviser snarere en anomali og afstår så ellers fra at undersøge hvad den kan skyldes. For at vende tilbage til crowding  eksemplet, Så diskuterer Gneezy i børnehaveeksperimentet at mulige forklaringer er at forældrenes indre motivation for at hente deres børn til tiden blev crowded out. En anden forklaring kan være  at den før inkomplette kontrakt i forhold til at hente børn for sent nu blev gjort komplet – forsinkelsen fik en pris, som forældrene i mange tilfælde var villige til at betale. Gneezy’s bidrag var at påvise anomalien  (vi ville forvente færre for sent hentede børn efter bødestraffens indførelse), at diskutere mulige årsager, men ikke at søge at sandsynliggøre hvilken forklaring der er mest dækkende.

Kombinationen af Winter og  Gneezy var helt fremragende fordi der i flere tilfælde var tale om to perspektiver på den samme sag, og kurset var, efter min mening meget vellykket.

Ugen efter stod den på mere indlæring, denne gang i Oslo. Her har universitetet en aftale med en kendt teoretiker inden for Sundhedsøkonomi – Ching-to Albert Ma. Ma har blandt andet arbejdet  med teoretiske modeller for sammenhængen mellem aktivitetsbaseret finansiering og kvalitet, som jeg også har, og det var derfor spændende at få muligheden for at diskutere med ham. Kurset var rigtig godt, omend mindre intensivt end det første. Ma gennemgik en række papirer om incitamenter indenfor sundhedsøkonomi. Det foregik typisk på den måde at han havde nogle håndskrevne noter som jeg forestiller mig han engang har brugt som noter til at skrive på tavlen efter. Nu havde han imidlertid taget konsekvensen af de sikkert mange gentagelser og bare scannet de håndskrevne noter ind. Dem viste han så på projektoren og bruge en laserpointer til at vise hvor han var. Det kan selvfølgelig opfattes som en lidt tilbagelænet forelæsningsstil, men det havde den store fordel at vi fik en nøjagtig kopi af hans gennemgang af papirerne elektronisk. Desuden kan man sige at det gav ham tid til at fokusere på fortolkningen af resultaterne, og jeg fik i hvert fald meget ud af kurset.

P.S. Trofaste læsere  vil bemærke ny titel og layout på siden. Det afspejler en præcisering af projektets formål som man kan læse mere om i den nye projektbeskrivelse der findes her.

Da jeg for godt et år siden besluttede at starte bloggen her, indgik det i mine overvejelser at 1) en blog kræver opdateringer – hvis man ikke opdaterer ser det ud som om man har lukket og slukket og 2) hvis man skriver om at man har haft så travlt med andre ting at man ikke haft tid til at opdatere bloggen ligner man en idiot.

ad 1) Det er halvanden måned siden jeg sidst opdaterede, og ad 2) nu skriver jeg om det – så meget for principper!  Nå, men jeg er kommet i tanke om, at en måde at holde liv i kludene uden at behøve at skrive særligt meget selv er jo at henvise til noget andre har lavet. Så her følger et par links med interessant arbejde fra andre sundhedsøkonomer:

• Anne Hvenegaard er ansat på DSI men indskrevet som ph.d.-studerende på Sundhedsøkonomi i Odense. På fredag forsvarer hun sin afhandling hvor hun blandt andet diskuterer sammenhængen mellem produktivitet og kvalitet i sygehussektoren. Hun fortalte om sine resultater i Sundhed på P1 for nyligt – det kan høres her.
• Lægernes flugt til vellønnede jobs på privathospitalerne er en myte. Det er en af konklusionerne fra Karolina Sochas afhandlig. Karolina er også ph.d.-studerende fra Sundhedsøkonomi og desuden er min kontormakker . Resultatet blev til en analyse i Politiken og en + en artikler i Mandag Morgen.
• Sygehusenes økonomi forbliver jo et varmt emne – min vejleder, Mickael Bech diskuterede fornylig mulige årsager hertil i en analyse i Politiken

Back to work!

Som jeg har været inde på før, så betyder taksameterfinansieringen af universiteterne, at universiteterne til dels aflønnes efter hvor antal godkendte/beståede semestre/eksamener kaldet studenterårsværk eller STÅ’er. Jo flere beståede, jo flere penge i kassen. Den positive fortolkning af dette incitament er, at det giver universiteterne en tilskyndelse til at skabe interessant undervisning, et godt studiemiljø, støttetilbud for svage studerende, og andre tiltag som kan sikre at så få studerende som muligt dropper ud, svarende til at så mange som muligt består deres eksamener. Men. Der er jo også en anden knap universitetet kan skrue på for at påvirke antallet af studerende der består – nemlig det faglige niveau, og bedømmelsen af eksaminander. Man kunne altså frygte at taxameterstyringen ville føre til uddannelser af en ringere kvalitet, i et forsøg på at presse så mange som muligt igennem.

Hidtil har man nu slået denne kvalitetsbekymring hen, for ligesom på sygehusene er der jo på universitetet tale om stolte fagprofessioner som ikke sådan går på kompromis med kvaliteten for ussel mammons skyld (det har jeg tidligere diskuteret her). Men idag bragte Jyllandsposten resultatet af en rundspørge som 491 undervisere fra landets fire universiteter har svaret på.  Og resultatet er vel ikke overraskende hvis man ellers tror på økonomiske incitamenters effektivitet. Hver tredje svarede at de følte at universitetsledelsen presser dem til at prioritere gennemførelse højere end det faglige niveau. Og mere end hver sjette har svaret at de rent faktisk har ladet studerende bestå eksamen selvom de “efter underviserens vurdering ikke burde være bestået – pga. pres fra ledelsen og taxametersystemet, der udløser penge per bestået studerende.”

Malou Aamund foreslog i en af morgenradioaviserne at man jo i stedet kunne belønne universiteterne efter hvorvidt kandidaterne efterfølgende fik et fast job. Forslaget er i tråd med tankerne i den resultatbaserede styringsfilosofi om i højere grad at styre efter outcome end output. Men man må jo nok stille spørgsmålstegn ved om det vil ændre noget som helst, for det er vel stadig en forudsætning at de studerende har fået en uddannelse fra universitetet inden de søger job.

Her er en anden god historie om takststyring af universiteter som jeg har haft liggende i et stykke tid. I sommers blev det besluttet at universiteterne i fremtiden også skal belønnes for hvor meget forskning de formår at producere. Og jeg skriver helt bevidst hvor meget, og ikke hvor god. Ifølge aftalen skal fordelingen af basismidler til universiteterne fra i år og fuldt indfaset fra 2012 baseres på

1. Universiteternes indtjente uddannelsesbevilling  (45 pct.)
2. Universiteternes forskningsvirksomhed finansieret af eksterne midler(20 pct.)
3. Universiteternes forskningsvirksomhed målt ved publicering (den bibliometriske forskningsindikator) (25 pct)
4. Universiteternes antal af færdiguddannede ph.d. ere (10 pct.

Det nye barn i klassen i denne sammenhæng er fordeling efter efter den såkaldte bibliometriske forskningsindikator. Det lyder flot, men det betyder bare at man tæller hvor mange publikationer forskere ved universiteterne har fået optaget i videnskabelige tidsskrifter, som vægtes efter hvor velansete tidsskrifterne er bedømt at være (kan være niveau 1 – det normale niveau, eller niveau 2 – det høje niveau – bemærk framingen).

Så må vi jo bare ikke håbe at forskerne nu begynder at føle sig pressede af finansieringsmodeellen til at lave mange hurtige publikationer, i stedet for at lave forskning af en stor dybde der giver sig tid til både at se helheden og de vigtige nuancer af et område. Men det vil jo nok ikke ske – for vi taler jo om fagfolk der ikke sådan går på kompromis med … eller hvordan var det nu det var?

Den anden dag  hørte jeg imidlertid et program, der gav et eksempel på, at DRG-creep også kan være uønsket fra et patientsynspunkt. Psykiatrien har i Danmark hidtil været friholdt for DRG-afregning, men der har siden 2003 været arbejdet med at oprette særlige DRG-grupper der kunne bruges i psykiatrien. DRG-afregning er altså også på vej på dette område. I et interview gjorde Birgitte Vange, der er overlæge på Augustenborg Sygehus, Børne- og ungdomsspsykiatrisk afdeling, opmærksom på, at der i psykiatrien måske føjes en ekstra dimension til DRG- creep problematikken. Når DRG-afregning introduceres i psykiatrien kommer det til at betyde at der kommer flere penge i kassen jo tungere diagnoser der stilles.
Mens de fleste nok kan leve med at blive betegnet som et kompliceret mavesår, har diagnoserne der anvendes i psykiatrien en anderledes identititetsdefinerende effekt på patienterne. Her er det altså ikke uden bestydning for patienten om diagnosen der stilles er den ene eller den anden, fordi diagnosen, ifølge Birgitte Vange ikke længere bare er et kommunikationsværktøj for fagfolk, men også har betydning for patienternes selvopfattelse. Et citat fra programmet (der kan høres her):

Hvis en person er skizofren, så skal man også stille den diagnose, hvis det er det der dækker bedst. Men når man dels kan se nogle symptomper som kunne tolkes som psykisk sygdom, men man også kan se en masse belastninger, som absolut kan forklare at man har de symptomer, så er man jo i et etisk dilemma, fordi folk netop føler sig enormt stemplede af om de bliver kaldt psykotiske, autister, ADHD, Tourette, e.l.

Birgitte Vange ville ikke gerne ind på om noget sådan ville kunne forekomme blandt hendes kolleger – og det forstår man jo godt, men vi andre kan jo overveje om læger i psykiatrien skulle være så meget anderledes end læger andre steder. Det er under alle omstændigheder en meget væsentlig problemstilling ved DRG-afregning i psykiatrien Birgitte Vange fremhæver her, og en som jeg i hvert fald ikke har været opmærksom på tidligere.

Lørdag d. 9. oktober havde jeg første forelæsning i Moderne økonomi-, kontrakt- og incitamentsstyring for holdet på Master i kvalitet og ledelse som jeg har omtalt her. Lektionen  handlede om konkrete eksempler på incitamentsystemer i den offentlige sektor analyseret med principal agent teori og motivation crowding teori.  Det var min debut som forelæser, så jeg var da noget spændt forinden, men heldigvis gik det rigtig godt, og jeg glæder mig til næste gang d. 14. november hvor jeg skal tale om udgiftspolitik og budgetlægning.

I dag skal jeg fortælle et hold 3.g  studerende, der overvejer at læse økonomi om, hvad man kan lave som økonom i KREVI. Oplægget er en del af et 3-dages brobygningsarrangement hvor de studerende både følger timer på oecon-studiet og får oplæg fra tidligere og nuværende studerende. Måden det er skruet sammen på, synes jeg giver de muligvis kommende studerende et rigtigt godt indblik i, hvordan er at læse økonomi og hvad man helt konkret kan komme til at arbejde med bagefter, så det vil jeg selvfølgelig gerne støtte.

Fra onsdag til fredag står programmet på DRG-afregning. DRG systemet er en del af Dansk CaseMix system der:

anvendes i den danske sygehussektor til afregning af mellemregionale patienter på basisniveau, opgørelse af den kommunale medfinansiering, udmøntning af den statslige pulje, i forbindelse med takstfinansiering - og som redskab til at analysere omkostninger og aktivitet på landets sygehuse. (Sundhedsstyrelsen)

DRG-konferencen 2009 løber af stablen i Vejle torsdag og fredag, og ca. 500 personer samles for at diskutere og lære mere om DRG-systemet. Om onsdagen er der kursus i DRG hvor jeg forhåbentligt bliver klogere på systemets mange elementer. Tordag og fredag er så selve konference. Programmet kan læses her.

Kurset i Institutions, information and knowledge sluttede den 28. august. Herefter havde vi 14 dage til at skrive et paper, der skulle indsendes 15. september. Emnet skulle være relateret til kursuslitteraturen, men måtte i øvrigt handle om vores eget projekt. Jeg brugte multitasking agent litteratur til at analyse kontaktpersonordningen – den vender jeg tilbage til i et kommende indlæg.  Det er en behagelig eksamensform, fordi man får lavet eksamensopgaven samtidigt med, at man kan dykke ned i et teoretisk hjørne af projektet – 2 fluer med et smæk.

I ugen efter har især et projekt fyldt meget. KREVI har udviklet nøgletallet den økonomiske basisbalance, der er et mål for kommunernes basisøkonomi. Til at begynde med fandtes tallet alene i tabeller i en rapport. Jeg har været involveret i arbejdet med at lave en database, der kunne bruges til hurtigt at finde tal for enkelte kommuner. Første version krævede download og installation af et program på brugerens computer. I den nye version som gik i luften i fredags er det muligt at slå op i databasen direkte fra KREVIs hjemmeside. I den forbindelse har der været en del koordination med leverandørerne af databasemodulet til hjemmesiden, og det har fyldt noget i sidste uge. Sidste uge bød også på besøg af KREVI’s nye direktør, Torben Buse som tiltræder 1. oktober. Samme dag fik KREVI besøg af Indenrigs- og socialminister Karen Elleman med følge.

I efteråret skal jeg 2 gange undervise et hold masterstuderende der tager en master i kvalitet og ledelse i social- og sundhedssektoren i faget med den mundrette titel Moderne økonomi-, kontrakt- og incitamentsstyring. Holdet havde første time med Mickael Bech  i fredags, og her fik jeg lejligheden til at møde de studerende og præsentere mig selv og mit projekt. Uddannelsen er rettet mod ”ledere, mellem-ledere og før-ledere  i social- og sundhedssektoren” og deltagerne kan eksempelvis være over- og afdelingssygeplejersker eller fag- og kvalitetschefer. Der var en fin stemning på holdet, og jeg tror det kan blive nogle gode timer med interessante inputs og diskussioner, fordi de masterstuderende jo netop har en praksiserfaring som kan spille sammen med de teoretiske analysemodeller, de bliver præsenteret for under uddannelsen.

Sidst men ikke mindst kan jeg nævne, at jeg dette efterår følger faget Sundhedsøkonomi på SDU – vel ikke helt upassende at lære mere om sundhedsøkonomi når jeg nu har kontor på sektion for sundhedsøkonomi ved Institut for sundhedstjenesteforskning. Faget kører hver mandag og i visse uger også om torsdagen med betydelige læsemængder til hver gang – men det er jo også det jeg er her for . I sidste uge var emnet sundhedsforsikringer, som man jo må sige er et ret aktuelt og  omtalt emne i disse tider.

Endelig et par henvisninger til interessant læsning jeg har støvet op siden sidst. Jeg har tidligere omtalt bogen ”Når måling giver mening – resultatbaseret styring og dansk velfærdspolitik i forvandling” udgivet af nogle Rambøll folk. Mens jeg var på kursus i København deltog jeg i et FOKUS gåhjemmøde, hvor bogens emne blev diskuteret af Nicolaj Ejler som er medredaktør på bogen, Peter Gorm Hansen som er administrerende direktør i KL samt Claes Nilas der er departementschef i Integrationsministeriet. I forbindelse med mødet kom der et nyt nummer af FOKUS debat, med titlen ”Effekt af styring? Hvorfor er vi ikke kommet længere med resultatbaseret styring?”. Hvis man er interesseret i bogen og emnet er der mere at komme efter her, hvor man blandt andet kan læse en anmeldelse af Rambøll bogen af Peter Gorm Hansen og Torben Buse.

Som en sidste ting vil jeg pege på en artikel med titlen Death by Information Overload. Den handler om de store mængder af information, der hver dag vælter ind over os i form af nyhedsmails, rss-feeds og rapporter og artikler der måske kunne være relevante at læse – og hvad denne strøm af information gør ved vores evne til at fokusere. En lille smagsprøve:

Another set of problems involves the constant interruptions we face, whatever the value of the content. When you respond to an e-mail alert that pops up on your screen or to the vibration of your Black-Berry when you’re “poked” by a Facebook friend,you do more than spend time reading the message.You also have to recover from the interruption and refocus your attention. A study by Microsoft researchers tracking the e-mail habits of coworkers found that once their work had been interrupted by an e-mail notification, people took, on average, 24 minutes to return to the suspended task.

Artiklen indeholder mange flere af den slags uhyggelige statistikker om hvad der gør ved os at være online altid – om ikke andet fik læsning i hvert fald undertegnede til at genoverveje sine e-mail vaner. Og så håber jeg i øvrigt ikke jeg har ødelagt nogens koncentration ved at tilføje dette indlæg til informationshavet

Analysen er en kommentar til de mulige effekter af de nye kvalitetsmålingsinitiativer der blev lanceret af sundhedsministeren og Danske Regioner i foråret. Vi diskuterer  især opstilling af en enkelt indikator til fremme af et flerdimensionelt og vanskeligt målbart formål, og effekten af regulering på medarbejdernes motivation.

I avisudgaven blev der ikke plads til artikelhenvsininger, men hvis man har lyst til at læse mere om emnet, kan man se nærmere på disse artikler, som analysen er inspireret af:

Kerr, S. (1975). On the Folly of Rewarding A, While Hoping for B. Academy of Management Journal, 18(4), 769-783.

Holmström, B., & Milgrom, P. (1991). Multitask Principal-Agent Analyses: Incentive Contracts, Asset Ownership, and Job Design. Journal of Law, Economics, and Organization, 7, 24.

Frey, B. S., & Jegen, R. (2001). Motivation Crowding Theory. Journal of Economic Surveys, 15(5), 589.