Jeg har godt nok tidligere annonceret at jeg i fremtiden vil fokusere mere på sundhedsområdet i mit projekt og på denne blog – men når der nu er en god og illustrativ takststyring historie derude, så skal det jo ikke forhindre mig i at bringe den her.
Som jeg har været inde på før, så betyder taksameterfinansieringen af universiteterne, at universiteterne til dels aflønnes efter hvor antal godkendte/beståede semestre/eksamener kaldet studenterårsværk eller STÅ’er. Jo flere beståede, jo flere penge i kassen. Den positive fortolkning af dette incitament er, at det giver universiteterne en tilskyndelse til at skabe interessant undervisning, et godt studiemiljø, støttetilbud for svage studerende, og andre tiltag som kan sikre at så få studerende som muligt dropper ud, svarende til at så mange som muligt består deres eksamener. Men. Der er jo også en anden knap universitetet kan skrue på for at påvirke antallet af studerende der består – nemlig det faglige niveau, og bedømmelsen af eksaminander. Man kunne altså frygte at taxameterstyringen ville føre til uddannelser af en ringere kvalitet, i et forsøg på at presse så mange som muligt igennem.
Hidtil har man nu slået denne kvalitetsbekymring hen, for ligesom på sygehusene er der jo på universitetet tale om stolte fagprofessioner som ikke sådan går på kompromis med kvaliteten for ussel mammons skyld (det har jeg tidligere diskuteret her). Men idag bragte Jyllandsposten resultatet af en rundspørge som 491 undervisere fra landets fire universiteter har svaret på. Og resultatet er vel ikke overraskende hvis man ellers tror på økonomiske incitamenters effektivitet. Hver tredje svarede at de følte at universitetsledelsen presser dem til at prioritere gennemførelse højere end det faglige niveau. Og mere end hver sjette har svaret at de rent faktisk har ladet studerende bestå eksamen selvom de “efter underviserens vurdering ikke burde være bestået – pga. pres fra ledelsen og taxametersystemet, der udløser penge per bestået studerende.”
Malou Aamund foreslog i en af morgenradioaviserne at man jo i stedet kunne belønne universiteterne efter hvorvidt kandidaterne efterfølgende fik et fast job. Forslaget er i tråd med tankerne i den resultatbaserede styringsfilosofi om i højere grad at styre efter outcome end output. Men man må jo nok stille spørgsmålstegn ved om det vil ændre noget som helst, for det er vel stadig en forudsætning at de studerende har fået en uddannelse fra universitetet inden de søger job.
Her er en anden god historie om takststyring af universiteter som jeg har haft liggende i et stykke tid. I sommers blev det besluttet at universiteterne i fremtiden også skal belønnes for hvor meget forskning de formår at producere. Og jeg skriver helt bevidst hvor meget, og ikke hvor god. Ifølge aftalen skal fordelingen af basismidler til universiteterne fra i år og fuldt indfaset fra 2012 baseres på
- Universiteternes indtjente uddannelsesbevilling (45 pct.)
- Universiteternes forskningsvirksomhed finansieret af eksterne midler(20 pct.)
- Universiteternes forskningsvirksomhed målt ved publicering (den bibliometriske forskningsindikator) (25 pct)
- Universiteternes antal af færdiguddannede ph.d. ere (10 pct.
Det nye barn i klassen i denne sammenhæng er fordeling efter efter den såkaldte bibliometriske forskningsindikator. Det lyder flot, men det betyder bare at man tæller hvor mange publikationer forskere ved universiteterne har fået optaget i videnskabelige tidsskrifter, som vægtes efter hvor velansete tidsskrifterne er bedømt at være (kan være niveau 1 – det normale niveau, eller niveau 2 – det høje niveau – bemærk framingen).
Så må vi jo bare ikke håbe at forskerne nu begynder at føle sig pressede af finansieringsmodeellen til at lave mange hurtige publikationer, i stedet for at lave forskning af en stor dybde der giver sig tid til både at se helheden og de vigtige nuancer af et område. Men det vil jo nok ikke ske – for vi taler jo om fagfolk der ikke sådan går på kompromis med … eller hvordan var det nu det var?
