Udfordringen i at føre en blog er at når man virkelig har noget at fortælle har man ikke tid til at gøre det – for man er jo i gang med at udføre det man gerne vil fortælle om på bloggen.
Da jeg for godt et år siden besluttede at starte bloggen her, indgik det i mine overvejelser at 1) en blog kræver opdateringer – hvis man ikke opdaterer ser det ud som om man har lukket og slukket og 2) hvis man skriver om at man har haft så travlt med andre ting at man ikke haft tid til at opdatere bloggen ligner man en idiot.
ad 1) Det er halvanden måned siden jeg sidst opdaterede, og ad 2) nu skriver jeg om det – så meget for principper! Nå, men jeg er kommet i tanke om, at en måde at holde liv i kludene uden at behøve at skrive særligt meget selv er jo at henvise til noget andre har lavet. Så her følger et par links med interessant arbejde fra andre sundhedsøkonomer:
- Anne Hvenegaard er ansat på DSI men indskrevet som ph.d.-studerende på Sundhedsøkonomi i Odense. På fredag forsvarer hun sin afhandling hvor hun blandt andet diskuterer sammenhængen mellem produktivitet og kvalitet i sygehussektoren. Hun fortalte om sine resultater i Sundhed på P1 for nyligt – det kan høres her.
- Lægernes flugt til vellønnede jobs på privathospitalerne er en myte. Det er en af konklusionerne fra Karolina Sochas afhandlig. Karolina er også ph.d.-studerende fra Sundhedsøkonomi og desuden er min kontormakker . Resultatet blev til en analyse i Politiken og en + en artikler i Mandag Morgen.
- Sygehusenes økonomi forbliver jo et varmt emne – min vejleder, Mickael Bech diskuterede fornylig mulige årsager hertil i en analyse i Politiken
Back to work!