I den danske debat om sygehusafregning diskuteres fra tid til anden rimeligheden af at betale sygehuse for genindlæggelser. Logikken i den typiske kritik er nogenlunde sådan her: “Hvis patienter bliver genindlagt kort tid efter udskrivelse, må det være fordi sygehuset ikke gjorde arbejdet ordentligt i første omgang. Sygehuse får betaling hver gang en patient indlægges – så det kan måske betale sig for sygehuset at udskrive patienter for tidligt og genindægge dem – og det kan vel ikke være rimeligt.”
I England taler man ikke bare om det – her indførte man fra 1. april en ny model for sygehusafregnig, så sygehusene ikke længere får betaling for akutte genindlæggelser der sker inden for 30 dage efter udskrivelse fra en elektiv indlæggelse. Siden januar har jeg besøgt den sundhedsøkonmiske forskningsgruppe ved professor Matt Sutton på universitet i Manchester, og kort tid efter jeg kom inviterede Matt mig til et samarbejde om at se nærmere på netop denne nye betalingspolitik.
Sagen er nemlig ikke nødvendigvis så enkel som min præsentation af logikken ovenfor kunne antyde. Det er klart, at sygehusets anstrengelser ikke er det eneste der har betydning for, om en patient bliver genindlagt eller ikke. Patients tilstand, alder, køn, sygdomshistorie, o.l. spiller også ind. Det samme gælder den pleje patienten får efter udskrivelsen fra sygehuset fx i form af hjemmepleje. Alle disse faktorer bidrager til en given patients sandsynlighed for at blive genindlagt. Man kan derfor overveje, om en politik der alene gør sygehusene (økonomisk) ansvarlige for genindlæggelser kan føre til, at sygehusene vil forsøge at undgå at behandle patienter, som de kan forudsige har en stor risiko for at blive genindlagt.
Visse genindæggelser er så tydeligvis urelaterede til sygehusets behandling ved første indlæggelse, at de er udelukket fra den nye engelske politik. Det gælder fx genindæggelser som følge af trafikuheld, og sygdomme hvor man udskriver patienten velvidende at denne med stor sandsynlighed vil blive akut genindlagt, fx i forbindelse med visse cancer behandlinger. Men for den resterende del af akutte genindæggelser gælder det, at sygehusene selv må bære alle omkostninger forbundet med genindlæggelsen.
Da den engelske politik kun lige er blevet indført, foreligger der af gode grunde ikke data der kan bruges til at måle effekten af politikken endnu. I det projekt om emnet som jeg er i gang med sammen med Matt Sutton og Mickael Bech, bruger vi derfor historiske data til at forsøge at bestemme hvordan forskellige faktorer (sygehusadfærd, patientkarakteristika, pleje efter udskrivelsen samt kvaliteten af patientens praktiserende læge) bidrager til patienters genindlæggelsesrisiko, og dermed hvilke konsekvenser man kan forvente den nye politik vil få.
Vores foreløbige resultater peger på, at en række patientkarakteristika der er kendte ved indlæggelsen kan forudsige patienters genindlæggelsesrisiko. Det betyder, at sygehuse potentielt kan reagere på at blive holdt økonomisk ansvarlige for genindlæggelser de vanskeligt kan påvirke ved ændret behandling, ved enten at beholde patienterne længere i første indlæggelse (evt. på betalerens regning) eller ved at forsøge at undgå patienter der kan blive dyre.
Projektet bliver diskuteret på det engelske møde for sundhedsøkonomer (HESG) i Bangor i Wales, og det nordiske møde for sundhedsøkonomer i Odense i August. Projektet blev omtalt i Ugeskrift for Læger i Maj.
