Hvis nogen troede at det var nødvendigt at lægge filmstjernedrømmene på hylden når man gik om bord på økonomistudiet, så kan de godt tro om igen. I Freakonomics – The Movie – er stjernen Chicagoøkonomen Steven D. Levitt, akkompagneret af journalisten Steve Dubner. De to har sammen siden udgivelsen af bogen Freakonomics i 2005 brugt redskaber fra økonomernes værktøjskasse til at se nærmere på “The hidden side of everything” – lige fra afsløring af snyd blandt skolelærere og sumobrydere til sammenhængen mellem abortregler og kriminalitet. D’herrer forsatte med at lave underholdende analyser på deres blog, i 2009 kom en efterfølger til første bog, og nu er samarbejdet altså også blevet til en film. Jeg har endnu ikke selv haft lejlighed til at se den – men at dømme efter traileren fortsætter Levitt & Dubner den fine stil med at formidle forskningsresultater til et bredere publikum på bedste vis.
I det hele taget er formidling et populært tema for universiteterne i øjeblikket. I foråret deltog jeg selv i to formidlingskurser. Det ene fokuserede på det mundtlige oplæg (og gerne helt uden powerpoint !). Underviseren var sceneinstruktør Hanna Liv Møller, som på meget fin vis forstod at få løftet alle deltageres formidlingsevner, uanset udgangspunkt. Vi lærte blandt andet at anskue formidlingen som en fortælling der ligesom et godt eventyr skal have en spændende start, og et antal vendepunkter på vej mod klimaks. Hvad der især adskilte dette kursus fra andre formidlingskurser jeg har deltaget i var dog at underviseren her var instruktør, og som sådan ikke var bange for at lade os “tage en scene om” – gentage enkelte elementer af vore oplæg gang efter gang. Det var meget lærerigt.
Det andet kursus satte fokus på hvordan man laver gode powerpoints. Pointen var at bruge billeder og meget lidt tekst og tilgangen var meget mere ekstrem end noget jeg før har set men – tror jeg – ret effektfuld. Når jeg før har brugt billeder i powerpoints har det måske været som en lille figur i et hjørne – men det forvirrer mere end det oplyser fik vi at vide. I stedet skal man – ifølge underviseren – gå meget mere radikalt til værks og lade billederne fylde hele skærmen, og kun medtage en smule understøttende tekst.
Da underviseren – Mikkel Larris – selv er udøvende grafiker fik vi også et par lektioner om copyrightregler, som mange måske nok er tilbøjelige til at glemme, når man lige skal finde et godt billede til en præsentation. Som alternativ fik vi anvist en række hjemmesider med en billeder som man enten betaler et mindre beløb for at anvende, eller som stilles helt gratis til rådighed. Der findes faktisk en del i sidstnævnte kategori, og hvis man har lyst til at have copyright og samvittighed i orden når man slipper kreativiteten løs, kan man finde mange gode sider her.
Apropos kreativitet, så var en anden god pointe fra kurset at man ikke bør starte med at sætte sig foran Powerpoint når man skal igang med lave en præsentation. Den blinkende bullet inspirerer til at man får lavet bullet-liste efter bullet-liste og skaber “slideomenter” som er så teksttunge at de snarere har form af et notat end en præsentation der vækker tilhørernes opmærksomhed. Istedet bør man – ifølge denne skole – begynde med at lave et manuskript e.l. oversigt over det budskab man har tænkt sig at formidle. Herefter kan man inddele et stykke papir i fx 3×4 felter svarende til 12 mini-slides og tegne sit oplæg – men med fokus på den grafiske opbygning. Først når det er gjort kan man sætte sig til computeren og skabe præsentationen uden at lade sig friste af den blinkende bullet. Har man længere stykker tekst, detaljerede tabeller e.l. kan man lave et lille notat som uddeles til deltagerne ved oplæggets afslutning.
Tilgangen kan virke ekstrem, og det er da heller ikke lykkedes mig selv at implementere den fuldstændigt, men jeg synes godt den kan give et sundt indspark til måden man tænker på præsentationer på. Ifht. undervisning har jeg fundet det særligt udfordrende ikke at producere slideomenter, selvom jeg ikke er sikker på at de virker specielt befordrende for dialogen mellem underviser og studerende. På den anden side fremhæver mange, at slides fulde af tekst kan være rare at vende tilbage til for at genkalde sig indholdet af præsentationen/undervisningen, men løsningen kunne jo være i stedet at lave et lille notat med de vigtigste pointer.
Man kan læse mere om “enklere slides” filosofien her og i disse to bøger som jeg har fået anbefalet af en KREVI-kollega der også har set præsentationslyset.
