Jeg har tidligere omtalt DRG-systemet – det primært diagnosebaserede klassifikationssystemet, der blandt andet bruges til afregning i sygehussektoren. En bekymring der ofte rejses i den forbindelse er faren for, at der sker DRG-creep. Ideen bag DRG systemet er, at forskellige diagnoser udløser forskellige takster, som gerne nogenlunde skal afspejle de gennemsnitlige driftsudgifter sygehuset har ved at behandle en patient. Men nogen gange kan der måske være flere DRG-grupper patienten kan passe ind i, og så kan det jo være fristende at vælge den DRG-gruppe der udløser den højeste takst (det er i hvert fald en teoretisk bekymring som også har været undersøgt empirisk). Sker det, taler man om DRG-creep (eller nogen gange upcoding). Det vil man fra betaler-side selvfølgelig helst undgå, men udfra et patientpespektiv betyder det måske mindre om man står opført som et kompliceret eller uompliceret mavesår, så længe behandlingen er i orden.
Den anden dag hørte jeg imidlertid et program, der gav et eksempel på, at DRG-creep også kan være uønsket fra et patientsynspunkt. Psykiatrien har i Danmark hidtil været friholdt for DRG-afregning, men der har siden 2003 været arbejdet med at oprette særlige DRG-grupper der kunne bruges i psykiatrien. DRG-afregning er altså også på vej på dette område. I et interview gjorde Birgitte Vange, der er overlæge på Augustenborg Sygehus, Børne- og ungdomsspsykiatrisk afdeling, opmærksom på, at der i psykiatrien måske føjes en ekstra dimension til DRG- creep problematikken. Når DRG-afregning introduceres i psykiatrien kommer det til at betyde at der kommer flere penge i kassen jo tungere diagnoser der stilles.
Mens de fleste nok kan leve med at blive betegnet som et kompliceret mavesår, har diagnoserne der anvendes i psykiatrien en anderledes identititetsdefinerende effekt på patienterne. Her er det altså ikke uden bestydning for patienten om diagnosen der stilles er den ene eller den anden, fordi diagnosen, ifølge Birgitte Vange ikke længere bare er et kommunikationsværktøj for fagfolk, men også har betydning for patienternes selvopfattelse. Et citat fra programmet (der kan høres her):
Hvis en person er skizofren, så skal man også stille den diagnose, hvis det er det der dækker bedst. Men når man dels kan se nogle symptomper som kunne tolkes som psykisk sygdom, men man også kan se en masse belastninger, som absolut kan forklare at man har de symptomer, så er man jo i et etisk dilemma, fordi folk netop føler sig enormt stemplede af om de bliver kaldt psykotiske, autister, ADHD, Tourette, e.l.
Birgitte Vange ville ikke gerne ind på om noget sådan ville kunne forekomme blandt hendes kolleger – og det forstår man jo godt, men vi andre kan jo overveje om læger i psykiatrien skulle være så meget anderledes end læger andre steder. Det er under alle omstændigheder en meget væsentlig problemstilling ved DRG-afregning i psykiatrien Birgitte Vange fremhæver her, og en som jeg i hvert fald ikke har været opmærksom på tidligere.
