Arkiv | oktober, 2009

4000 ord

19 okt

Som jeg tidligere har omtalt her og her, var jeg på et kursus i økonometri i Bergen i sommers. Nu er regnskabets time kommet, og jeg er begyndt at arbejde på opgaven, der skal afgøre, om jeg består kurset eller ikke. Opgaven består i at anvende en række af de metoder der blev introduceret på kurset på et udleveret datasæt. Mere konkret skal man estimere, hvor stor en del af årlige udgifter til medicin der kan tilskrives supplerende sundhedsforsikringer. Opgaven skal skrives som et paper, der højst må være på 4000 ord. Ifølge min yndlingsregnemaskine tager det 67 minutter at skrive 4000 ord, så det er vel bare at komme igang. Opgaven skal afleveres 30. oktober.

Lørdag d. 9. oktober havde jeg første forelæsning i Moderne økonomi-, kontrakt- og incitamentsstyring for holdet på Master i kvalitet og ledelse som jeg har omtalt her. Lektionen  handlede om konkrete eksempler på incitamentsystemer i den offentlige sektor analyseret med principal agent teori og motivation crowding teori.  Det var min debut som forelæser, så jeg var da noget spændt forinden, men heldigvis gik det rigtig godt, og jeg glæder mig til næste gang d. 14. november hvor jeg skal tale om udgiftspolitik og budgetlægning.

I dag skal jeg fortælle et hold 3.g  studerende, der overvejer at læse økonomi om, hvad man kan lave som økonom i KREVI. Oplægget er en del af et 3-dages brobygningsarrangement hvor de studerende både følger timer på oecon-studiet og får oplæg fra tidligere og nuværende studerende. Måden det er skruet sammen på, synes jeg giver de muligvis kommende studerende et rigtigt godt indblik i, hvordan er at læse økonomi og hvad man helt konkret kan komme til at arbejde med bagefter, så det vil jeg selvfølgelig gerne støtte.

Fra onsdag til fredag står programmet på DRG-afregning. DRG systemet er en del af Dansk CaseMix system der:

anvendes i den danske sygehussektor til afregning af mellemregionale patienter på basisniveau, opgørelse af den kommunale medfinansiering, udmøntning af den statslige pulje, i forbindelse med takstfinansiering - og som redskab til at analysere omkostninger og aktivitet på landets sygehuse. (Sundhedsstyrelsen)

DRG-konferencen 2009 løber af stablen i Vejle torsdag og fredag, og ca. 500 personer samles for at diskutere og lære mere om DRG-systemet. Om onsdagen er der kursus i DRG hvor jeg forhåbentligt bliver klogere på systemets mange elementer. Tordag og fredag er så selve konference. Programmet kan læses her.

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.